Fedt at du har fundet min blog. Jeg håber at du vil nyde at læse den. Når du nu har fundet min blog, føler jeg mig rimelig sikker på at du kender mig, og at det er derfor at du læser bloggen. Dét alene synes jeg ikke er grund nok -jeg vil gøre mig umage for at skrive en blog, som du har lyst til at læse. Mere om dette en anden gang.
Jeg tog afsted til Madrid mandag morgen. Det var rigtig underligt at tage væk fra Sarah, for selv om Sarah havde gjort sit til at det skulle blive en perfekt sidste morgen med lækker morgenmad og friskbagte boller, så var det umuligt at glemme at jeg var på vej ud af døren for ikke at se hende i en lille måned (flybilletten til første besøg er bestilt). Tårerne kom frem flere gange, mens jeg prøvede alt hvad jeg kunne på at huske at det jo kun var farvel for en kort tid, at vi ville komme til at snakke sammen hele tiden og at man i det hele taget var heldig at have nogen, man vidste at man ville komme til at savne. Tja, jeg mener stadig at disse sætninger er rigtige, men i øjeblikket var de ikke helt nok til at trøste mig!
Aftenen inden havde jeg pakket om igen og igen for at få plads til det hele uden at skulle betale for alt for meget overvægt. Det viste sig hurtigt at dette ikke blev et problem, da min kæmpetaske (vi taler menneskesmugler-udgaven) alligevel skulle pakkes ind på grund af løse remme og stropper, og så synes SAS åbenbart ikke at de kan kræve betaling for overvægt. Dette kan måske være et lidt alternativt sparretip til andre rejsende: husk at bruge dén form for indpakning, som med størst sandsynlighed vil ødelægge SAS bagagemaskiner, hvis du har for meget med!
Med mammuttasken ude af hånde kunne jeg nu koncentrere mig om at skaffe de fornødne remedier til flyturen: lommetørklæder (havde ud over nybagte boller og hanuta'er fået en forkølelse med i afskedsgave), ørepropper og sådan nogle underlige briller, som holder lyset ude. Angiveligt så man kan sove. Ombord på flyet viste de to første artikler sig meget belejlige, men brillerne kom hurtigt af igen. De hjalp mig ikke med at falde i søvn og da jeg for mit indre øje så mig selv med højrød næse og brillerne, røg de ud.
I stedet fik jeg tid til at læse the in-flight magazine, som var ret lækkert og gjorde mig stolt af at være fra Skandinavien. Feelgood-skalaen fik et ekstra point da jeg opdagede at en af bladets journalister åbenbart havde været lige så begejstrede for Café Jacques i Berlin som jeg og Sarah. Min sædemakker, en mand man i Danmark ville beskrive som af anden etnisk herkomst læste også bladet, men jeg ved ikke om han fik det samme ud af det som jeg. Han syntes klædt på til dagen i sit fineste tøj men samtidig nervøs, han undersøgte alt omkring sig uden at finde ro. Jeg tænkte at han måske var bange for at flyve, men set i bakspejlet var han måske mere nervøs for om politiet ville finde ham i Spanien. De ventede i hvert fald på ham, dér hvor man træder ud af flykabinen.
Mit første indtryk af Spanien var at landskabet så noget anderledes ud: bjerge, cool! Men hvor var min baggage på vej hen? Det var ikke liiiiige til at finde ud af, hvilket tvang mig til at bruge mit selvlæste spansk for første gang: he venido de Dinamarca, a donde van las maletas? Jeg fik svar, fandt min baggage og glædede mig til jeg ikke skulle tænke helt så meget over hvad det var, jeg ville sige.
Med kæmpetasken på ryggen gik turen mod centrum af Madrid og hostel'et RC Miguel Angel nær Puerta del Sol. Hostel'et viste sig at være udmærket, pænt og rent som jeg havde håbet på. Efter at have smidt tasken og pakket de vigtigste ting ud (tak for gaven, Theis) kom kameraet i lommen og jeg gik mod Puerta del Sol for at tage nogle billeder. De her billeder er taget ca. kl. 18.30, og det er kan klart mærkes på lyset at jeg er kommet sydpå!
Et sidste indtryk fra den første dag i Madrid handler om maden: den synes god! Jeg tog i el Corte Ingles (en kæde af super-supermarkeder) for at købe ind og fandt en ret overdådig madafdeling: frisk fisk, alt i frugt, grønt, nødder, etc., tørret og fersk kød, alle slags oste, etc. El Corte Ingles er vist lidt dyrt i forhold til standarden hernede, men rimeligt sammenlignet med Danmark, og jeg kom ud med posefulde af gode sager. Ostebilledet her er ikke fra El Corte Ingles, men en lokal delikatessebutik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar