Om at lære spansk

De sidste to uger har jeg fulgt et intensivt spanskkursus specielt for Erasmus-studerende. Jeg havde hørt fra andre at det var en god idé at følge kurset, da man ville møde nye mennesker og samtidig få øvet sit spanske inden semestret starter. På psykologi findes kun kurser på spansk, men behovet for at kunne spansk bliver kun større af at studiekulturen efter sigende er noget anderledes end den danske: pensum er dét, der bliver sagt i timerne, så det er vigtigt at forstå så meget som muligt. Der findes en slags pensumliste, men denne indeholder alle professorens kilder, og der er ikke angivet sidetal for netop de dele, der bruges i undervisningen. Derfor bliver den studerendes noter alfa og omega omkring eksamenssæssonen, specielt da underviserne sjældent skulle være villige til at udlevere deres Powerpoint-slides. Dette er jo noget anderledes end i Danmark, hvor underviserne ikke ser nogen grund til at de studerende bruger tid på at skrive slides af.
Tilbage til kurset: den første dag startede med en skriftlig test, som skulle bruges til at inddele os i hold efter niveau. Jeg var spændt på hvordan jeg ville klare testen, for i modsætning til de andre Erasmus-studerende jeg havde talt med, har jeg ikke haft spansk i gymnasiet og ej heller været i Spanien eller Sydamerika. Testen gik dog godt, og jeg kom på et hold med fornuftig niveau. Også hér havde de andre læst spansk i længere tid end jeg og de talte en del bedre og hurtigere, men det passede mig godt at skulle arbejde for at følge med. Mine medkursister var fra hele Europa: Sverige, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Italien, Portugal og Grækenland var repræsenteret, og vi fik talt meget om kulturelle forskelle landene imellem. For eksempel kan jeg afsløre at danskernes tand-fe har en spansk kollega i musen Perez (”Ratoncito Perez”), men arbejdsvilkårene er ens: tanden under hovedpuden, musen tager tanden og efterlader penge eller en gave.
I løbet af de to uger har vi talt, lavet opgaver, leget, hørt musik, set film og teater og hygget os. Hvor vi de første dage talte mest engelsk i pauserne, blev der nærmest kun talt spansk de sidste dage, så det er tydeligt at vi har lært noget. De andre var rigtig søde og stemningen på holdet passede godt med hvad jeg havde hørt om Erasmus-studerende inden jeg tog afsted, nemlig at de fleste var udadvendte og glade mennesker. På en måde er undervisningen over de to uger blevet et slags ”hjem”, og derfor er det lidt underligt at tænke på at jeg fra i morgen (mandag d. 16/2) starter den egentlige undervisning på et andet campus og med en masse mennesker, jeg ikke har mødt før. De her billeder viser nogle af mine holdkammerater:


Den sidste uge på kurset har vi været heldige at have godt vejr, hvilket betød at mange pauser blev afholdt i det fri. Generelt har det kun regnet få dage, og de fleste dage har der været sol fra en skyfri himmel og ingen vind. Siden billederne har temperaturen været oppe på 12-15 grader, og her føles som Danmark i April. Jeg håber at det gode vejr holder (eller bliver endnu bedre) til Sarah kommer og besøger mig. Hun lander næste lørdag, og da hun lige er kommet hjem fra en uge på ski i Norge tænker jeg at hun godt kan bruge noget varme og ”uden jakke”-vejr.


Jeg har talt med Sarah næsten alle dage, jeg har været hernede. At dette har kunnet lade sig gøre (uden at koste en million) skyldes én ting: Skype. Jeg havde aldrig før prøvet at bruge programmet, men når det fungerer (hvilket det ofte gør), så virker det ret godt. Det gør meget at man kan se hinanden, for det føles lidt tættere, end hvis man bare hører hinandens stemmer. Man bliver samtidig tvunget til at være mere nærværende end i telefonen, hvor man ikke kan se hvad den anden laver. Måske derfor har vi mange gange talt i op mod en time, hvilket jeg næsten aldrig gør i en almindelig telefon -ikke fordi det er for dyrt, men fordi man sjældent bliver overrasket over at der er gået en time i telefonen, det føles kunstigt at sidde med røret til øret i så lang tid. Skype er gratis at bruge mellem to computere, og opkald til fastnettelefoner i Danmark fra udlandet er meget billigt, ca. 15 øre i minuttet. Tak til danske Janus Friis for at opfinde programmet. Hvis der skulle være andre derude, der har en plan til hvordan de kan sætte mennesker i forbindelse med hinanden over tusinder af kilometer eller på en anden måde tjene 10 milliarder på et par års arbejde, må de gerne smide mig en email. Eller ring til mig på Skype: mit brugernavn er christiandyrlundjacobsen.

Hvis nogle derude skulle have lyst til at tage en øl eller en kop kaffe i uge 13, kan du også bare skrive. Jeg har nemlig bestilt flybillet til en uges ferie i Danmark dér.

Besos
Christian

Om mit nye hood (kort for ”neighbourhood”)

Mit nye hood hedder Gaztambide. Området ligger et lille stykke fra centrum, hvilket betyder at her er dejligt stille og roligt. Det skulle angiveligt være en smule ”posh”, hvilket kunne forklare den noget dyre husleje. Der er BMW'er og Saab'er i gaderne og opgangene er store og lyse med lakerede trægulve. Butikkerne virker rigtig hyggelige, ofte er de små og familiedrevne og ejeren kender alle kunderne. I området bor fortrinsvis børnefamilier og ældre, men selvfølgelig også studerende, da vi er tæt på Ciudad Universitaria og Moncloa, som er nogle af de vigtigste områder for Complutense-studerende. Jeg har vindue til gården, hvilket betyder at det ikke er biler og morgentravlhed der vækker mig, men lyden af spillenes knirken når opgangens mødre hiver vasketøjet ind fra de over gården udspændte vaskesnore.


Mit værelse er efter lokale forhold ”stort og lyst”. Efterhånden er jeg ved at føle mig meget godt til rette her. De første dage sov jeg i min sovepose som jeg havde taget med, da jeg ikke vidste hvad jeg ville have at sove i hernede. Mange steder har man kun et tæppe, men med værelset fulgte en god pude og en dyne med ægte dun -dette kaldes ”nordisk” stil. Jeg røg på udkig efter sengetøj men selv i store butikker var der ikke så stort et udvalg af ”nordisk” sengetøj, og af det der var, var der polyester eller andet crap i halvdelen af det. Efter at have set mig for kom jeg frem til at det billigste brugbare sæt var et Lacoste (dét med krokodillen), hvilket føles luksuriøst og fjollet på samme tid:


Lejligheden deler jeg med et stigende antal piger. Det vil sige, da jeg flyttede ind troede jeg at jeg skulle bo sammen med et to spanske søstre, efter nogle dage mødte jeg først en taiwanesisk pige og senere endnu en spansk pige. De to ”nye” piger gik ud med to værelser som jeg ikke var blevet vist under rundvisningen den første dag, og som jeg havde undret mig over hvad blev brugt til. Jaja, måske fik jeg ikke spurgt ind til alt dét, jeg ikke forstod, da jeg blev præsenteret for værelset den første dag!

I det hele taget er jeg ret godt tilfreds med at bo her. Hver gang jeg skal ud eller hjem igen hilser jeg på viceværten Jesus, som altid er i godt humør. I lejligheden er vaskemaskine, to badeværelser og en stor stue, som jeg ikke har fået brugt så meget endnu. På et eller andet tidspunkt skal den bruges til at flade ud foran fjernsynet og måske se en god fodboldkamp. Den eneste anke jeg har, er køkkenet. Det er fint møbleret men henlagt i blå lysstofrør-belysning, hvilket får det meste mad (og personen, der laver den) til at se småsyg ud. Ud over dette er der krummer og fedtpletter på bordene 24/7. Jeg har pigerne mistænkt for af omveje at have hørt om mine tre år på kollegie og prøve at matche et kollegiekøkken dagen efter en Tour de Chambre. Hvis 2B på Rigshospitalets læser dette: i er nogle dejlige, renlige mennesker!
Jeg arbejder i øjeblikket på at skrabe et ordforråd sammen, der gør mig i stand til at tage diskussionen. Ind til dette sker har jeg købt stearinlys og en klud, så jeg kan forsøge mig med en anden strategi end konfrontation først -”det gode eksempel”.


Og så havde jeg lovet noget teknologi, men det må vist vente til næste indlæg som jeg lover at lægge op inden længe -målet er ca. et om ugen, men det kan være at det næste kommer hurtigere, da jeg slet ikke har fortalt om vejret eller sprogkursus eller mødet med de andre Erasmus-studerende, eller...

Indtil da: besos fra Madrid
Christian

Arce de Triunfo v. Moncloa station

Om at søge og at finde

Mandag aften efter at være kommet til hostel'et mødtes jeg med Tine, som også er psykologistuderende fra Københavns Universitet. Tine skal læse i foråret, men har været her siden efterårssemestret, hvilket betyder at hun ved ALT hvad man som ny, dansk Erasmus-studerende vil vide. Vi fandt noget take-away og spiste det i Tines lejlighed, som hun deler med 5 (mener jeg) andre studerende. En del af disse er også udvekslingsstuderende, og det virkede som om at der var rigtig god stemning. Netop ankommet samme dag, småsyg og ramt af at jeg indtil nu kun havde lært hvad jeg vil kalde ”pædagogisk lærebogsspansk” blev det lidt af en udfordring af følge med i samtalen, som selvfølgelig foregik på spansk -den hurtige slags, synes jeg.
Det var ret godt at høre lidt mere om hvad der ventede hernede, specielt set med danske øjne. Selv om oplevelsen nok samtidig er individuel, er der mange overvejelser man gør sig i mødet med en anderledes kultur, som kan deles. Tine er flyttet for ca. en måned siden da hendes af universitetet anviste værelse viste sig at være knap-så-fedt, og derfor havde hun mange gode links til lejlighedssøgning. Dette viste sig at være guld værd de næste dage.

Næste dag begav jeg mig ud i nogle af de områder, som Tine havde fortalt at mange studerende boede i. Det var svært at få en fornemmelse af hvad der var fedt og ikke fedt, men det gav et lidt bedre grundlag, når man så en-eller-anden lejlighed opslået i et-eller-andet område. Her er nogle billeder fra mine byvandringer: diverse bygninger af religiøs betydning, en rundkørsel med vej igennem, en lidt creepy udklædningsbutik og kager på spansk.



I Madrid er det meget normalt at et værelse bliver udlejet inden for ganske få timer. Dette betyder at man skal kigge hjemmesider flere gange om dagen, men det betyder også at man bør studse lidt ved annoncer der har været genindrykket mere end en gang eller to -hvorfor vil ingen mon have dette værelse?
Min boligjagt skabte nogle ret forvirrede øjeblikke i løbet af ugen når jeg blev ringet op af ivrige udlejere, der havde set min profil på en af boligsiderne. Igen, når udlejeren begynder at kontakte lejerne kan der også vise sig en advarselslampe, og det blev ikke bedre da jeg fandt ud af at boligerne hver gang lå langt, langt fra centrum og nogle gange i ”mindre spændende områder”. Det viste sig efterfølgende at jeg uforvarende stod på hjemmesiden som om at jeg søgte bolig i hele Madrid by, med eller uden møbler, varme og internet og i alle prislejer. Jeg var verdens mindst kritiske boligsøgende.
Jeg ringede på nogle enkelte boliger som viste sig kun at udlejes til piger, men i tredje forsøg var der bid. Værelset var lidt dyrt og lå ikke i centrum, men til gengæld var størrelsen god og der var en stor seng. Jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse af området, men efter at have set værelset gik jeg en tur og blev enig med mig selv om at jeg havde fundet min bolig. Hvis nogle af jer skulle have lyst til at gå en tur i mit område kan det lade sig gøre fra jeres computer (totalt high-tech, dér!).
-Gå ind på internetsiden http://maps.google.es/
-Søg på Calle de Joaquín María López, 34, 28015, Madrid
-Vælg ”gadeoversigt” i pop-up-vinduet på kortet
-Hyg dig

Og her er et eksempel på hvad den nye teknologi også kan medføre (efter at have trykket på linket skal man køre lidt ned på siden for at finde billedet):
http://blogoscoped.com/forum/147511.html

Næste indlæg:
Billeder fra lejligheden og mere teknologi