For ca. en måned siden havde vi strejke på universitet på grund af Bologna-aftalen (”Bologna” blandt de indviede). Med danske øjne var det lidt underligt at se, for så vidt jeg og de andre danskere kunne huske var vi vist nok blevet underlagt Bologna for nogle år siden, det var måske allerede inden vi startede med at studere, og vi kunne ikke huske noget tumult i dén anledning. Var det ikke bare noget med at alle studier skulle indrettes til en bachelor- og kandidatuddannelse på 3 og 2 år? Stærkest i min hukommelse stod at min far efter over 25 år som diplomingeniør pludselig var blevet bachelor i stedet og fik nyt diplom tilsendt. Uddannelsesministeriet syntes måske ikke at ”diploma engineer” klingede som det skulle ude i den store verden...
Efter at have talt med vores spanske medstuderende viste det sig dog at de var utilfredse, fordi Bologna ville forringe deres vilkår. Selv om Universidad Complutense de Madrid hvor jeg går er så tæt på et offentligt universitet som man kommer hernede, koster det stadig ca. 1000 € at læse her om året for de faste studerende. Ud fra Bologna vil man lave uddannelsen om for de psykologistuderende fra 5 år til 4 år samt indføre tilbud om en masteruddannelse efter de 4 år. De spanske studerende frygter at masteruddannelsen vil blive for dyr for mange og at de studerende derfor i praksis vil miste 20% af deres undervisning.
Men hov, var der ikke noget med at Bologna betød 3+2 år? I Danmark, jo. Det viser sig at der kun er tale om en aftale mellem en række europæiske regeringer -det er altså ikke EU-lovgivning (som der gælder andre regler for), selv om man måske har forsøgt at ”brande” aftalen på den måde ved at navngive den efter byen, hvor den blev underskrevet. I aftalen er rammerne for uddannelserne bredde med hensyn til år og antal point (dem, vi kalder ECTS), og det er derfor det kan lade sig gøre for spanierne at foreslå den nye model. Det ironiske er at psykologuddannelsen hernede i forvejen er delt op i to ”siglos” á 3 og 2 år (dog uden muligheden for at blive bachelor efter 3 år, så vidt jeg ved), og samtidig har ca. 60 créditos om året, lige som vi har 60 ECTS. Så hvorfor lave uddannelsen om, og så med en forringelse?
Jeg kan kun komme på et svar: det er ”spin”, et forsøg på at dreje historien, så den tager sig bedre ud. Man har skullet spare et eller andet sted og har forsøgt at give skylden på noget der lyder som EU-lovgivning, men som er en frivillig aftale. Hvad er samtidig er underligt er, at aftalen er indgået for ca. 10 år siden, og selv om det selvfølgelig ikke har ligget fast siden da hvad der skulle ske med de spanske psykologistuderende, har ændringerne været noget tid undervejs. Faktisk så længe at planerne nu skulle være vedtaget. Måske de studerende skulle være gået på barrikaderne noget før?
Omkring Bologna-strejkerne oplevede jeg en underlig episode, som hænger godt sammen med hvordan jeg ser universitetet hernede: to studerende fra strejkegruppen var på rundtur i de forskellige klasser for at undersøge hvor mange, der ville være med til at strejke. Hvis mere end halvdelen af klassen havde tænkt sig at strejke, ville man bede underviseren aflyse undervisningen. Da de bad om en håndsoprækning steg kun én hånd tøvende til vejrs. Efter nogle sekunders underlig stilhed rejste underviseren sig op og gik uden for klassen, og lige så snart døren var lukket steg resten af de studerendes hænder i vejret. Hvorfor ville de studerende ikke sige ja til at strejke, mens hun var der? Jeg tror at de var bange for at blive ”straffet”. Det skal siges at vores underviser er meget behagelig, og jeg tror ikke at hun kunne finde på at straffe de studerende, men jeg har oplevet andre undervisere, som jeg ville være med i tvivl omkring. For at kunne deltage i et fag skal man aflevere en ”ficha” til underviseren: et slags ID-kort med billede, navn og alle mulige oplysninger, som er uvedkommende for din uddannelse (eksempelvis fødeby). Systemet er altså noget anderledes end i Danmark, hvor den studerende så vidt muligt er anonym for bedømmeren. Hvis man lægger de spanske underviseres ofte uigennemskuelig karaktergivning og offentliggørelse af karakterne med den studerendes fulde navn til ligningen, begynder det at ligne en rigtig dårlig idé at blive uvenner med læreren.
Dette var måske et eksempel på frygten for at gøre et dårligt indtryk, men helt generelt virker det som om at de spanske studerende er mere autoritetstro end de danske. Hos nogle af mine undervisere henvises der kun meget sjældent til kilder, og selv om undervisningen i et eksempelvis fag foregår ud fra behaviourismen (en teori som havde sin storhedstid i 1920'erne og 30'erne) bliver der ikke stillet kritiske spørgsmål, for det gør man ikke. En sådan underviser ville have det svært i København, for de studerende ville kræve at blive undervist i teoriens problemer og konflikter med andre teorier: i det hele taget en mere reflekteret tilgang til stoffet.
Hvor niveaudelingen i redegørelse, analyse, diskussion (og vurdering for de ph.d.-studerende) er central for undervisningen i København, foregår meget af undervisningen hernede på redegørelsesplanet. Når undervisningen kommer på analyseplanet, mangler det ofte en motivering: der ligger måske mange kloge tanker bag en inddeling af kommunikationen i en virksomhed i 7 aspekter, men hvis det ikke bliver behandlet hvorfor der er tale om 7 aspekter og ikke 8 eller 28, eller hvis man ikke ved, hvad man skal bruge analysen til, så er den jo værdiløs. Den eneste værdi den har for de studerende er, at memoriseringen af de 7 aspekter kan hjælpe dem til at bestå faget, så de kan få en titel og en karriere senere, og det er vel nogenlunde lavpunktet af, hvad man kan forvente af en universitetsuddannelse.
På sin vis har den øgede fokus på redegørelse sin ret, for de betyder ofte at der ikke er så langt til praksis: man kan sige at det er meget godt med al den refleksion, men de fleste psykologer skal jo ud og praktisere, ikke forske, og det kræver færdigheder. På sin vis kan man kalde uddannelsen i København en uddannelse til at blive forsker, og der er ikke i så høj grad som hernede på at omsætte teori til praksis. På den anden side er det svært at se hvordan man kan praktisere uden den kritiske stillingtagen, som er grundstenen i København. Som psykolog leder man ofte efter ”den sorte kat i det mørke rum”, og hvis problemet er et andet end det umiddelbart forestillede (man kan sige: at katten har flyttet sig fra sidst, man så den), så nytter det ikke at følge en opskrift.
Som studievejleder har jeg siddet med som observatør i studienævnet. Gennem studienævnet kan de studerende og underviserne påvirke studiet, og undervisere og studerende er ligeligt repræsenterede. Kristine, en af mine København'ske med-Erasmus'er hernede, har siddet i studienævnet i en periode, og vi har talt om, om de spanske studerende mon havde et studienævn, hvor de kunne diskutere studiet med underviserne og være med til at påvirke dets opbygning. Vi ved det ikke, men det kunne for mig virke som om at de studerende er i en slags afhængighedsforhold, der kunne gøre det svært for dem at komme igennem med kritikken. Umiddelbart kunne man tro at når de spanske studerende betaler for undervisningen, opfattes de i højere grad som ”kunder” end de studerende i Danmark. Hvis kunden altid har ret (og det har de jo, for det er dem der har pengene) så burde de kunne kræve mere indflydelse på deres uddannelse. Imidlertid er der ikke mange andre ”sælgere”: de private universiteter hernede er dyrere og derfor uopnåelige for mange. Derved bliver valget af universitet et ”pseudo-valg”. De studerende vil gerne på universitetet, for jobmulighederne og lønnen er meget bedre med en uddannelse: noget vi måske ikke tænker så meget over i Danmark, hvor lønforskellen mellem akademikere og håndværkere ikke altid er der, og hvor arbejdsløsheden er lav.
I Danmark er det i højere grad staten, der er universiteternes kunde, og universiteterne sælger produktet uddannelse (og forskning, som ikke er så vigtigt i denne sag). Jeg tror at identitet spiller en større rolle for mange danske unge end end økonomiske hensyn, måske fordi der generelt er lav arbejdsløshed og et højere lønniveau i Danmark. Derfor tror jeg at der er en forskel de to lande imellem: mens uddannelse primært italesættes som vigtigt for individet hernede, er det mere et samfundsanliggende i Danmark, og dette tror jeg gør at de studerende stiller større krav. Sat på spidsen kan man sige at hvis økonomi og jobsikkerhed spiller en stor rolle for dit valg af uddannelse, så er det vigtigt at du ”bliver noget” relativt til det samfund, der omgiver dig. Hvis du læser på universitetet for at ”blive nogen”, vil det være vigtigere for dig som person at være kompetent, engageret. Det er ikke nok akkurat at bestå eksamenerne. Jeg tror at begge typer findes både i Danmark og i Spanien, men jeg tror at man finder flere ”identitets-studerende” i Danmark end i Spanien.
Jeg har ikke skrevet dette indlæg for at komme ud med galle eller tale (skrive?) ned om nogen, men fordi dette er forskellene som jeg oplever dem. Jeg tror ikke at der er ikke noget ubetinget ”bedre” system, men for begge systemer findes bagvedliggende årsager og omgivende kulturer, som synes at have ført dem til dét, de er i dag.
Billederne har ikke meget at gøre med uddannelsessystemet: de er fra en tur jeg var på med to studievenner hernede til bjergene omkring Madrid og El Escorial. Det er et meget charmerende sted, hvor mange af de spanske konger ligger begravet og hele byen nærmest er udført i granit, der er hentet ned fra bjergene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar