Om at gå på universitetet i Spanien

Jeg synes ikke jeg har oplevet et ”kulturchok” ved at komme til Spanien. Selvfølgelig er sproget og skikkene anderledes, men mange udtryk hernede er faktisk de samme som på dansk, og om man giver hånd eller kysser på kinden når man mødes synes jeg ikke kan bære betegnelsen ”kulturskel” -det er i småtingsafdelingen. Et område hvor jeg virkelig har kunnet mærke en forskel er på universitetet.

For ca. en måned siden havde vi strejke på universitet på grund af Bologna-aftalen (”Bologna” blandt de indviede). Med danske øjne var det lidt underligt at se, for så vidt jeg og de andre danskere kunne huske var vi vist nok blevet underlagt Bologna for nogle år siden, det var måske allerede inden vi startede med at studere, og vi kunne ikke huske noget tumult i dén anledning. Var det ikke bare noget med at alle studier skulle indrettes til en bachelor- og kandidatuddannelse på 3 og 2 år? Stærkest i min hukommelse stod at min far efter over 25 år som diplomingeniør pludselig var blevet bachelor i stedet og fik nyt diplom tilsendt. Uddannelsesministeriet syntes måske ikke at ”diploma engineer” klingede som det skulle ude i den store verden...
Efter at have talt med vores spanske medstuderende viste det sig dog at de var utilfredse, fordi Bologna ville forringe deres vilkår. Selv om Universidad Complutense de Madrid hvor jeg går er så tæt på et offentligt universitet som man kommer hernede, koster det stadig ca. 1000 € at læse her om året for de faste studerende. Ud fra Bologna vil man lave uddannelsen om for de psykologistuderende fra 5 år til 4 år samt indføre tilbud om en masteruddannelse efter de 4 år. De spanske studerende frygter at masteruddannelsen vil blive for dyr for mange og at de studerende derfor i praksis vil miste 20% af deres undervisning.
Men hov, var der ikke noget med at Bologna betød 3+2 år? I Danmark, jo. Det viser sig at der kun er tale om en aftale mellem en række europæiske regeringer -det er altså ikke EU-lovgivning (som der gælder andre regler for), selv om man måske har forsøgt at ”brande” aftalen på den måde ved at navngive den efter byen, hvor den blev underskrevet. I aftalen er rammerne for uddannelserne bredde med hensyn til år og antal point (dem, vi kalder ECTS), og det er derfor det kan lade sig gøre for spanierne at foreslå den nye model. Det ironiske er at psykologuddannelsen hernede i forvejen er delt op i to ”siglos” á 3 og 2 år (dog uden muligheden for at blive bachelor efter 3 år, så vidt jeg ved), og samtidig har ca. 60 créditos om året, lige som vi har 60 ECTS. Så hvorfor lave uddannelsen om, og så med en forringelse?
Jeg kan kun komme på et svar: det er ”spin”, et forsøg på at dreje historien, så den tager sig bedre ud. Man har skullet spare et eller andet sted og har forsøgt at give skylden på noget der lyder som EU-lovgivning, men som er en frivillig aftale. Hvad er samtidig er underligt er, at aftalen er indgået for ca. 10 år siden, og selv om det selvfølgelig ikke har ligget fast siden da hvad der skulle ske med de spanske psykologistuderende, har ændringerne været noget tid undervejs. Faktisk så længe at planerne nu skulle være vedtaget. Måske de studerende skulle være gået på barrikaderne noget før?

Omkring Bologna-strejkerne oplevede jeg en underlig episode, som hænger godt sammen med hvordan jeg ser universitetet hernede: to studerende fra strejkegruppen var på rundtur i de forskellige klasser for at undersøge hvor mange, der ville være med til at strejke. Hvis mere end halvdelen af klassen havde tænkt sig at strejke, ville man bede underviseren aflyse undervisningen. Da de bad om en håndsoprækning steg kun én hånd tøvende til vejrs. Efter nogle sekunders underlig stilhed rejste underviseren sig op og gik uden for klassen, og lige så snart døren var lukket steg resten af de studerendes hænder i vejret. Hvorfor ville de studerende ikke sige ja til at strejke, mens hun var der? Jeg tror at de var bange for at blive ”straffet”. Det skal siges at vores underviser er meget behagelig, og jeg tror ikke at hun kunne finde på at straffe de studerende, men jeg har oplevet andre undervisere, som jeg ville være med i tvivl omkring. For at kunne deltage i et fag skal man aflevere en ”ficha” til underviseren: et slags ID-kort med billede, navn og alle mulige oplysninger, som er uvedkommende for din uddannelse (eksempelvis fødeby). Systemet er altså noget anderledes end i Danmark, hvor den studerende så vidt muligt er anonym for bedømmeren. Hvis man lægger de spanske underviseres ofte uigennemskuelig karaktergivning og offentliggørelse af karakterne med den studerendes fulde navn til ligningen, begynder det at ligne en rigtig dårlig idé at blive uvenner med læreren.
Dette var måske et eksempel på frygten for at gøre et dårligt indtryk, men helt generelt virker det som om at de spanske studerende er mere autoritetstro end de danske. Hos nogle af mine undervisere henvises der kun meget sjældent til kilder, og selv om undervisningen i et eksempelvis fag foregår ud fra behaviourismen (en teori som havde sin storhedstid i 1920'erne og 30'erne) bliver der ikke stillet kritiske spørgsmål, for det gør man ikke. En sådan underviser ville have det svært i København, for de studerende ville kræve at blive undervist i teoriens problemer og konflikter med andre teorier: i det hele taget en mere reflekteret tilgang til stoffet.
Hvor niveaudelingen i redegørelse, analyse, diskussion (og vurdering for de ph.d.-studerende) er central for undervisningen i København, foregår meget af undervisningen hernede på redegørelsesplanet. Når undervisningen kommer på analyseplanet, mangler det ofte en motivering: der ligger måske mange kloge tanker bag en inddeling af kommunikationen i en virksomhed i 7 aspekter, men hvis det ikke bliver behandlet hvorfor der er tale om 7 aspekter og ikke 8 eller 28, eller hvis man ikke ved, hvad man skal bruge analysen til, så er den jo værdiløs. Den eneste værdi den har for de studerende er, at memoriseringen af de 7 aspekter kan hjælpe dem til at bestå faget, så de kan få en titel og en karriere senere, og det er vel nogenlunde lavpunktet af, hvad man kan forvente af en universitetsuddannelse.
På sin vis har den øgede fokus på redegørelse sin ret, for de betyder ofte at der ikke er så langt til praksis: man kan sige at det er meget godt med al den refleksion, men de fleste psykologer skal jo ud og praktisere, ikke forske, og det kræver færdigheder. På sin vis kan man kalde uddannelsen i København en uddannelse til at blive forsker, og der er ikke i så høj grad som hernede på at omsætte teori til praksis. På den anden side er det svært at se hvordan man kan praktisere uden den kritiske stillingtagen, som er grundstenen i København. Som psykolog leder man ofte efter ”den sorte kat i det mørke rum”, og hvis problemet er et andet end det umiddelbart forestillede (man kan sige: at katten har flyttet sig fra sidst, man så den), så nytter det ikke at følge en opskrift.

Som studievejleder har jeg siddet med som observatør i studienævnet. Gennem studienævnet kan de studerende og underviserne påvirke studiet, og undervisere og studerende er ligeligt repræsenterede. Kristine, en af mine København'ske med-Erasmus'er hernede, har siddet i studienævnet i en periode, og vi har talt om, om de spanske studerende mon havde et studienævn, hvor de kunne diskutere studiet med underviserne og være med til at påvirke dets opbygning. Vi ved det ikke, men det kunne for mig virke som om at de studerende er i en slags afhængighedsforhold, der kunne gøre det svært for dem at komme igennem med kritikken. Umiddelbart kunne man tro at når de spanske studerende betaler for undervisningen, opfattes de i højere grad som ”kunder” end de studerende i Danmark. Hvis kunden altid har ret (og det har de jo, for det er dem der har pengene) så burde de kunne kræve mere indflydelse på deres uddannelse. Imidlertid er der ikke mange andre ”sælgere”: de private universiteter hernede er dyrere og derfor uopnåelige for mange. Derved bliver valget af universitet et ”pseudo-valg”. De studerende vil gerne på universitetet, for jobmulighederne og lønnen er meget bedre med en uddannelse: noget vi måske ikke tænker så meget over i Danmark, hvor lønforskellen mellem akademikere og håndværkere ikke altid er der, og hvor arbejdsløsheden er lav.
I Danmark er det i højere grad staten, der er universiteternes kunde, og universiteterne sælger produktet uddannelse (og forskning, som ikke er så vigtigt i denne sag). Jeg tror at identitet spiller en større rolle for mange danske unge end end økonomiske hensyn, måske fordi der generelt er lav arbejdsløshed og et højere lønniveau i Danmark. Derfor tror jeg at der er en forskel de to lande imellem: mens uddannelse primært italesættes som vigtigt for individet hernede, er det mere et samfundsanliggende i Danmark, og dette tror jeg gør at de studerende stiller større krav. Sat på spidsen kan man sige at hvis økonomi og jobsikkerhed spiller en stor rolle for dit valg af uddannelse, så er det vigtigt at du ”bliver noget” relativt til det samfund, der omgiver dig. Hvis du læser på universitetet for at ”blive nogen”, vil det være vigtigere for dig som person at være kompetent, engageret. Det er ikke nok akkurat at bestå eksamenerne. Jeg tror at begge typer findes både i Danmark og i Spanien, men jeg tror at man finder flere ”identitets-studerende” i Danmark end i Spanien.
Jeg har ikke skrevet dette indlæg for at komme ud med galle eller tale (skrive?) ned om nogen, men fordi dette er forskellene som jeg oplever dem. Jeg tror ikke at der er ikke noget ubetinget ”bedre” system, men for begge systemer findes bagvedliggende årsager og omgivende kulturer, som synes at have ført dem til dét, de er i dag.

Billederne har ikke meget at gøre med uddannelsessystemet: de er fra en tur jeg var på med to studievenner hernede til bjergene omkring Madrid og El Escorial. Det er et meget charmerende sted, hvor mange af de spanske konger ligger begravet og hele byen nærmest er udført i granit, der er hentet ned fra bjergene.

Om forskellige kulturer

Jeg skriver dette midt om natten, da jeg har fået en forfærdelig vane med at komme for sent i seng. Og nu kan jeg ikke falde i søvn. Jeg tror det skyldes at jeg har værelse ud mod gården, altså det med at komme for sent i seng. At have værelse ud mod gården er noget andet end i Danmark: i København er gårdene store og har græsplæner. I Spanien er gårdenes størrelse begrænset af at man skal kunne spænde en tørresnor på tværs, hvilket i vores tilfælde nok er ca. 7x7 meter. Da huset samtidig er på 5 etager, betyder det at der kun kommer lidt lys ind. Derfor er det også nærmest umuligt at gætte hvordan vejret er: man gætter på overskyet, men går man ud af hoveddøren, er der høj sol og 20-25 grader. Desuden har vi skodder for vinduerne, hvilket betyder at man nemt kan sove den halve dag væk.

Men måske er det også fordi, der ligger en opdatering på den spanske kultur og roder rundt, derinde, i hovedet. I de små to måneder, jeg har været hernede har der tegnet sig et klarere og klarere billede af den kultur, jeg er i. Jeg vil fortælle jer om to ting: maden og universitetet. Men her kun om maden, uni må vente lidt.

Vi starter med maden: i mit første indlæg fik jeg vist rost den spanske madkultur. Jeg vil gerne komme med en modificering, for El Corte Ingles som jeg besøgte den første dag er helt klart det bedste (og dyreste) sted at købe ind, jeg har fundet hernede. Mit lokale supermarked er fint nok, men ikke helt så lækkert. Jeg tror det er typisk, af indviede danskere har jeg fået at vide, at det skulle være Spaniens svar på Fakta. Det sigende er ikke supermarkedet, men varerne, på overfladen eksotiske med et stort udvalg af oste, tørret serrano og billig vin. Så er der de lidt mere ”sjove” ting, nærmest alle slags fisk på dåse (der findes butikker kun med konserves!), 15 slags olivenolie og Cola-Cao (det lokale O'boy eller Nesquick) light, eller med fibre, eller fuldkorn, og så videre...endelig er der de ærgerlige ting: langtidsholdbar og samtidig dyr mælk, hylde efter hylde med kunstige kager a la de amerikanske Twinkies. Vil man købe hakket oksekød, fås det kun med tilsat proteinpulver og fedtprocenten er ikke oplyst -efter at have spist en burger eller to, vil jeg skyde på at det svarer til Netto's 16-20%, som til gengæld allerhøjst er tilsat saltvand. Slikket er syntetisk og sodavanden er billig, men selv om man ikke køber det, skal man nok få sukker, for det er tilsat i flere produkter end i DK. Eksempelvis er Juice i Danmark 100% frugtsaft uden tilsat sukker, mens juicen hernede normalt kun holder 80% saft og resten vand og sukker. Sidst jeg var afsted fandt jeg en yougurt i supermarkedet afdeling for helse-ting (det er her havregrynene står, suuuuuper-helse), og indpakningen skiltede stolt med de kun 0,2% fedt. Det er mere imponerende hernede end i Danmark, hvor vi nok bare havde kaldt det en skummetmælksyougurt. Til gengæld viste yougurten sig at have 17 g sukker pr. 100 g., hvor den danske ”Mejse” med syltede jordbær og hele lortet vist kun holder 10 g. Tjaaaa, så meget for helsen.
For at dokumentere at det ikke kun er sådan i supermarkedet, udsatte jeg mig selv for lidt af en helbredsrisiko i billeddokumentationens tjeneste. I universitetets kantine kan man købe variationer over temaet skinke, æg og pomfritter. Der er også en ”dagens menu”, men da det ofte er noget man ikke kender, kan det være et gamble: det var for eksempel ved at satse at jeg og Sarah på en restaurant fik pådraget os røræg med stegt lever i. Dette afskrækkede dog ikke den på bloggen før omtalte Tine, min medspiser, da hun havde luret at der var tale om en slags fisk. Jeg gik i stedet all-in på en burger med pomfritter. Og en ekstra løbetur lidt senere.



Ok, så hvorfor er det her vigtigt? Fordi at spanierne lever noget længere end danskerne i gennemsnit. Jeg er ikke sikker, men jeg tror det er det samme med mange andre lande hernede, i hvert fald kan det forklare hvorfor man taler så meget om ”middelhavskosten” (maden, ikke redskabet) som en vigtig årsag til det længere liv. Det er rigtigt at Madrid ikke ligger ud til middelhavet, men madrilenerne lever også en del længere end danskerne, måske 4-5 år i gennemsnit, og jeg tror godt at jeg kan afkræfte at det har noget med kosten at gøre. Alle de usunde ting havde jo ikke været i supermarkedet, hvis ikke de kunne sælges.
Måske det har noget med vejret at gøre? Eller måske der er en tredje forklaring: Spanien skulle efter sigende være det land i Vesteuropa, hvor folk arbejder mest, men samtidig producerer mindst pr. time. Mindre stress?

I morgen skal jeg i lufthavnen, og så går turen til Danmark i 8 dage på en lille selvvalgt ferie. Glæder mig!

Mañana...
Christian

Sarah på besøg

Så er der gået noget tid (to-tre uger) uden et indlæg, og dette har overvejende en årsag: jeg har haft besøg af min dejlige kæreste! Sarah kom lørdag d. 21/2 og blev her ca. 10 dage. Det var helt underligt at tage til lufthavnen og vente i ankomsthallen. Da de første danskere dukkede op (dem, der ikke skulle vente på indchecket baggage) vidste jeg at der ikke ville være lang tid til, og pludselig stod hun der med fuld oppakning. Den første måned hernede var officielt overstået og jeg kunne glæde mig til halvanden uge i fantastisk selskab!
Heldigvis viste Madrid sig fra sin bedste side med ca. 15 grader og skyfri himmel de første mange dag, hvilket måske godt kan være lidt af en omvæltning når man kommer fra sne i Danmark. Sarah havde endda været i Norge med familien en uge inden hun kom til Madrid, hvilket må have gjort kontrasten endnu større.


Ud over at det selvfølgelig var dejligt at være sammen med sin kæreste live, føltes det også lidt som at være på ferie den tid Sarah var her...i hvert fald de dage, hvor jeg ikke havde undervisning! Det er lidt sjovere at gå en tur, tage på museer eller ud og spise, når man er to om det, så vi gjorde nogle mere turist'ede ting, end jeg har gjort den tid jeg har været hernede alene. Vi fik blandt andet set en udstilling med maleren Francis Bacon på Prado-Museet og det meste af Reina Sofia-Museet's udstillinger fra det 20. århundrede (bl.a. Guernica af Picasso, som var en stor oplevelse!). Desuden var vi i biografen et par gange. Der er en enkelt biograf, der viser alle de nye film i engelsk udgave med spanske undertekster, og så findes der også et cinematek, der i koncept ligner ”Cinemateket” i København: ikke helt nye film, men koster til gengæld kun ca. 15 kr, og så er der en rigtig charmerende foyer og biografsal (det er den på billedet nedenunder -og billedet gør den ikke ret!).
Det fungerer normalt ret godt at se film med spanske undertekster, for jeg føler at jeg lærer lidt spansk, samtidig med at jeg bliver underholdt. Man skal bare lige vænne sig til at når man læser underteksterne, forstår man mindre af, hvad der bliver sagt!


Her kommer lidt blandede klip:
Træerne er så småt sprunget ud hernede (billederne er jo to og en halv uge gamle nu).


Billedet med den store gade er fra Parque del Oeste, som om søndagen bliver lukket for kørende trafik, så indbyggerne kan bruge gaderne til at skateboarde eller spille tennis og fodbold på. En rigtig god íde!


Det sidste billede er af en helt nyklippet kæreste. Vi trængte begge til at blive klippet og havde talt om at det kunne være sjovt at blive klippet hernede. Vi havde svært ved at gøre os forståelige, og det endte med at vi bestilte håret ”som det er, men kortere”. Det tog kun frisørerne ca. 20-25 minutter at vaske og klippe os begge, måske fordi mit spanske ikke helt var til tilfældig small-talk?


Nu er Sarah tilbage i Danmark, og vi er tilbage til at Skyp'e hver dag. Det er ikke helt det samme. Jeg glæder mig i alle fald til jeg skal til Danmark igen. Imidlertid kan jeg jo øve mig på min guitar, som Sarah havde med ned til mig. Jeg havde savnet at spille og savner stadig at spille med andre mennesker, men bare det at kunne gribe guitaren og øve lidt...det er nærmest en form for meditation, og jeg har savnet den i den måned, hvor jeg har været guitar-løs!

Satser på at skrive et nyt indlæg meget snart, men jeg skal lige se om jeg kan skaffe noget foto-dokumentation...stay tuned

Christian

Om at lære spansk

De sidste to uger har jeg fulgt et intensivt spanskkursus specielt for Erasmus-studerende. Jeg havde hørt fra andre at det var en god idé at følge kurset, da man ville møde nye mennesker og samtidig få øvet sit spanske inden semestret starter. På psykologi findes kun kurser på spansk, men behovet for at kunne spansk bliver kun større af at studiekulturen efter sigende er noget anderledes end den danske: pensum er dét, der bliver sagt i timerne, så det er vigtigt at forstå så meget som muligt. Der findes en slags pensumliste, men denne indeholder alle professorens kilder, og der er ikke angivet sidetal for netop de dele, der bruges i undervisningen. Derfor bliver den studerendes noter alfa og omega omkring eksamenssæssonen, specielt da underviserne sjældent skulle være villige til at udlevere deres Powerpoint-slides. Dette er jo noget anderledes end i Danmark, hvor underviserne ikke ser nogen grund til at de studerende bruger tid på at skrive slides af.
Tilbage til kurset: den første dag startede med en skriftlig test, som skulle bruges til at inddele os i hold efter niveau. Jeg var spændt på hvordan jeg ville klare testen, for i modsætning til de andre Erasmus-studerende jeg havde talt med, har jeg ikke haft spansk i gymnasiet og ej heller været i Spanien eller Sydamerika. Testen gik dog godt, og jeg kom på et hold med fornuftig niveau. Også hér havde de andre læst spansk i længere tid end jeg og de talte en del bedre og hurtigere, men det passede mig godt at skulle arbejde for at følge med. Mine medkursister var fra hele Europa: Sverige, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Italien, Portugal og Grækenland var repræsenteret, og vi fik talt meget om kulturelle forskelle landene imellem. For eksempel kan jeg afsløre at danskernes tand-fe har en spansk kollega i musen Perez (”Ratoncito Perez”), men arbejdsvilkårene er ens: tanden under hovedpuden, musen tager tanden og efterlader penge eller en gave.
I løbet af de to uger har vi talt, lavet opgaver, leget, hørt musik, set film og teater og hygget os. Hvor vi de første dage talte mest engelsk i pauserne, blev der nærmest kun talt spansk de sidste dage, så det er tydeligt at vi har lært noget. De andre var rigtig søde og stemningen på holdet passede godt med hvad jeg havde hørt om Erasmus-studerende inden jeg tog afsted, nemlig at de fleste var udadvendte og glade mennesker. På en måde er undervisningen over de to uger blevet et slags ”hjem”, og derfor er det lidt underligt at tænke på at jeg fra i morgen (mandag d. 16/2) starter den egentlige undervisning på et andet campus og med en masse mennesker, jeg ikke har mødt før. De her billeder viser nogle af mine holdkammerater:


Den sidste uge på kurset har vi været heldige at have godt vejr, hvilket betød at mange pauser blev afholdt i det fri. Generelt har det kun regnet få dage, og de fleste dage har der været sol fra en skyfri himmel og ingen vind. Siden billederne har temperaturen været oppe på 12-15 grader, og her føles som Danmark i April. Jeg håber at det gode vejr holder (eller bliver endnu bedre) til Sarah kommer og besøger mig. Hun lander næste lørdag, og da hun lige er kommet hjem fra en uge på ski i Norge tænker jeg at hun godt kan bruge noget varme og ”uden jakke”-vejr.


Jeg har talt med Sarah næsten alle dage, jeg har været hernede. At dette har kunnet lade sig gøre (uden at koste en million) skyldes én ting: Skype. Jeg havde aldrig før prøvet at bruge programmet, men når det fungerer (hvilket det ofte gør), så virker det ret godt. Det gør meget at man kan se hinanden, for det føles lidt tættere, end hvis man bare hører hinandens stemmer. Man bliver samtidig tvunget til at være mere nærværende end i telefonen, hvor man ikke kan se hvad den anden laver. Måske derfor har vi mange gange talt i op mod en time, hvilket jeg næsten aldrig gør i en almindelig telefon -ikke fordi det er for dyrt, men fordi man sjældent bliver overrasket over at der er gået en time i telefonen, det føles kunstigt at sidde med røret til øret i så lang tid. Skype er gratis at bruge mellem to computere, og opkald til fastnettelefoner i Danmark fra udlandet er meget billigt, ca. 15 øre i minuttet. Tak til danske Janus Friis for at opfinde programmet. Hvis der skulle være andre derude, der har en plan til hvordan de kan sætte mennesker i forbindelse med hinanden over tusinder af kilometer eller på en anden måde tjene 10 milliarder på et par års arbejde, må de gerne smide mig en email. Eller ring til mig på Skype: mit brugernavn er christiandyrlundjacobsen.

Hvis nogle derude skulle have lyst til at tage en øl eller en kop kaffe i uge 13, kan du også bare skrive. Jeg har nemlig bestilt flybillet til en uges ferie i Danmark dér.

Besos
Christian

Om mit nye hood (kort for ”neighbourhood”)

Mit nye hood hedder Gaztambide. Området ligger et lille stykke fra centrum, hvilket betyder at her er dejligt stille og roligt. Det skulle angiveligt være en smule ”posh”, hvilket kunne forklare den noget dyre husleje. Der er BMW'er og Saab'er i gaderne og opgangene er store og lyse med lakerede trægulve. Butikkerne virker rigtig hyggelige, ofte er de små og familiedrevne og ejeren kender alle kunderne. I området bor fortrinsvis børnefamilier og ældre, men selvfølgelig også studerende, da vi er tæt på Ciudad Universitaria og Moncloa, som er nogle af de vigtigste områder for Complutense-studerende. Jeg har vindue til gården, hvilket betyder at det ikke er biler og morgentravlhed der vækker mig, men lyden af spillenes knirken når opgangens mødre hiver vasketøjet ind fra de over gården udspændte vaskesnore.


Mit værelse er efter lokale forhold ”stort og lyst”. Efterhånden er jeg ved at føle mig meget godt til rette her. De første dage sov jeg i min sovepose som jeg havde taget med, da jeg ikke vidste hvad jeg ville have at sove i hernede. Mange steder har man kun et tæppe, men med værelset fulgte en god pude og en dyne med ægte dun -dette kaldes ”nordisk” stil. Jeg røg på udkig efter sengetøj men selv i store butikker var der ikke så stort et udvalg af ”nordisk” sengetøj, og af det der var, var der polyester eller andet crap i halvdelen af det. Efter at have set mig for kom jeg frem til at det billigste brugbare sæt var et Lacoste (dét med krokodillen), hvilket føles luksuriøst og fjollet på samme tid:


Lejligheden deler jeg med et stigende antal piger. Det vil sige, da jeg flyttede ind troede jeg at jeg skulle bo sammen med et to spanske søstre, efter nogle dage mødte jeg først en taiwanesisk pige og senere endnu en spansk pige. De to ”nye” piger gik ud med to værelser som jeg ikke var blevet vist under rundvisningen den første dag, og som jeg havde undret mig over hvad blev brugt til. Jaja, måske fik jeg ikke spurgt ind til alt dét, jeg ikke forstod, da jeg blev præsenteret for værelset den første dag!

I det hele taget er jeg ret godt tilfreds med at bo her. Hver gang jeg skal ud eller hjem igen hilser jeg på viceværten Jesus, som altid er i godt humør. I lejligheden er vaskemaskine, to badeværelser og en stor stue, som jeg ikke har fået brugt så meget endnu. På et eller andet tidspunkt skal den bruges til at flade ud foran fjernsynet og måske se en god fodboldkamp. Den eneste anke jeg har, er køkkenet. Det er fint møbleret men henlagt i blå lysstofrør-belysning, hvilket får det meste mad (og personen, der laver den) til at se småsyg ud. Ud over dette er der krummer og fedtpletter på bordene 24/7. Jeg har pigerne mistænkt for af omveje at have hørt om mine tre år på kollegie og prøve at matche et kollegiekøkken dagen efter en Tour de Chambre. Hvis 2B på Rigshospitalets læser dette: i er nogle dejlige, renlige mennesker!
Jeg arbejder i øjeblikket på at skrabe et ordforråd sammen, der gør mig i stand til at tage diskussionen. Ind til dette sker har jeg købt stearinlys og en klud, så jeg kan forsøge mig med en anden strategi end konfrontation først -”det gode eksempel”.


Og så havde jeg lovet noget teknologi, men det må vist vente til næste indlæg som jeg lover at lægge op inden længe -målet er ca. et om ugen, men det kan være at det næste kommer hurtigere, da jeg slet ikke har fortalt om vejret eller sprogkursus eller mødet med de andre Erasmus-studerende, eller...

Indtil da: besos fra Madrid
Christian

Arce de Triunfo v. Moncloa station

Om at søge og at finde

Mandag aften efter at være kommet til hostel'et mødtes jeg med Tine, som også er psykologistuderende fra Københavns Universitet. Tine skal læse i foråret, men har været her siden efterårssemestret, hvilket betyder at hun ved ALT hvad man som ny, dansk Erasmus-studerende vil vide. Vi fandt noget take-away og spiste det i Tines lejlighed, som hun deler med 5 (mener jeg) andre studerende. En del af disse er også udvekslingsstuderende, og det virkede som om at der var rigtig god stemning. Netop ankommet samme dag, småsyg og ramt af at jeg indtil nu kun havde lært hvad jeg vil kalde ”pædagogisk lærebogsspansk” blev det lidt af en udfordring af følge med i samtalen, som selvfølgelig foregik på spansk -den hurtige slags, synes jeg.
Det var ret godt at høre lidt mere om hvad der ventede hernede, specielt set med danske øjne. Selv om oplevelsen nok samtidig er individuel, er der mange overvejelser man gør sig i mødet med en anderledes kultur, som kan deles. Tine er flyttet for ca. en måned siden da hendes af universitetet anviste værelse viste sig at være knap-så-fedt, og derfor havde hun mange gode links til lejlighedssøgning. Dette viste sig at være guld værd de næste dage.

Næste dag begav jeg mig ud i nogle af de områder, som Tine havde fortalt at mange studerende boede i. Det var svært at få en fornemmelse af hvad der var fedt og ikke fedt, men det gav et lidt bedre grundlag, når man så en-eller-anden lejlighed opslået i et-eller-andet område. Her er nogle billeder fra mine byvandringer: diverse bygninger af religiøs betydning, en rundkørsel med vej igennem, en lidt creepy udklædningsbutik og kager på spansk.



I Madrid er det meget normalt at et værelse bliver udlejet inden for ganske få timer. Dette betyder at man skal kigge hjemmesider flere gange om dagen, men det betyder også at man bør studse lidt ved annoncer der har været genindrykket mere end en gang eller to -hvorfor vil ingen mon have dette værelse?
Min boligjagt skabte nogle ret forvirrede øjeblikke i løbet af ugen når jeg blev ringet op af ivrige udlejere, der havde set min profil på en af boligsiderne. Igen, når udlejeren begynder at kontakte lejerne kan der også vise sig en advarselslampe, og det blev ikke bedre da jeg fandt ud af at boligerne hver gang lå langt, langt fra centrum og nogle gange i ”mindre spændende områder”. Det viste sig efterfølgende at jeg uforvarende stod på hjemmesiden som om at jeg søgte bolig i hele Madrid by, med eller uden møbler, varme og internet og i alle prislejer. Jeg var verdens mindst kritiske boligsøgende.
Jeg ringede på nogle enkelte boliger som viste sig kun at udlejes til piger, men i tredje forsøg var der bid. Værelset var lidt dyrt og lå ikke i centrum, men til gengæld var størrelsen god og der var en stor seng. Jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse af området, men efter at have set værelset gik jeg en tur og blev enig med mig selv om at jeg havde fundet min bolig. Hvis nogle af jer skulle have lyst til at gå en tur i mit område kan det lade sig gøre fra jeres computer (totalt high-tech, dér!).
-Gå ind på internetsiden http://maps.google.es/
-Søg på Calle de Joaquín María López, 34, 28015, Madrid
-Vælg ”gadeoversigt” i pop-up-vinduet på kortet
-Hyg dig

Og her er et eksempel på hvad den nye teknologi også kan medføre (efter at have trykket på linket skal man køre lidt ned på siden for at finde billedet):
http://blogoscoped.com/forum/147511.html

Næste indlæg:
Billeder fra lejligheden og mere teknologi

Første dag i Madrid (som var i mandags...)

Hola,

Fedt at du har fundet min blog. Jeg håber at du vil nyde at læse den. Når du nu har fundet min blog, føler jeg mig rimelig sikker på at du kender mig, og at det er derfor at du læser bloggen. Dét alene synes jeg ikke er grund nok -jeg vil gøre mig umage for at skrive en blog, som du har lyst til at læse. Mere om dette en anden gang.


Jeg tog afsted til Madrid mandag morgen. Det var rigtig underligt at tage væk fra Sarah, for selv om Sarah havde gjort sit til at det skulle blive en perfekt sidste morgen med lækker morgenmad og friskbagte boller, så var det umuligt at glemme at jeg var på vej ud af døren for ikke at se hende i en lille måned (flybilletten til første besøg er bestilt). Tårerne kom frem flere gange, mens jeg prøvede alt hvad jeg kunne på at huske at det jo kun var farvel for en kort tid, at vi ville komme til at snakke sammen hele tiden og at man i det hele taget var heldig at have nogen, man vidste at man ville komme til at savne. Tja, jeg mener stadig at disse sætninger er rigtige, men i øjeblikket var de ikke helt nok til at trøste mig!

Aftenen inden havde jeg pakket om igen og igen for at få plads til det hele uden at skulle betale for alt for meget overvægt. Det viste sig hurtigt at dette ikke blev et problem, da min kæmpetaske (vi taler menneskesmugler-udgaven) alligevel skulle pakkes ind på grund af løse remme og stropper, og så synes SAS åbenbart ikke at de kan kræve betaling for overvægt. Dette kan måske være et lidt alternativt sparretip til andre rejsende: husk at bruge dén form for indpakning, som med størst sandsynlighed vil ødelægge SAS bagagemaskiner, hvis du har for meget med!
Med mammuttasken ude af hånde kunne jeg nu koncentrere mig om at skaffe de fornødne remedier til flyturen: lommetørklæder (havde ud over nybagte boller og hanuta'er fået en forkølelse med i afskedsgave), ørepropper og sådan nogle underlige briller, som holder lyset ude. Angiveligt så man kan sove. Ombord på flyet viste de to første artikler sig meget belejlige, men brillerne kom hurtigt af igen. De hjalp mig ikke med at falde i søvn og da jeg for mit indre øje så mig selv med højrød næse og brillerne, røg de ud.
I stedet fik jeg tid til at læse the in-flight magazine, som var ret lækkert og gjorde mig stolt af at være fra Skandinavien. Feelgood-skalaen fik et ekstra point da jeg opdagede at en af bladets journalister åbenbart havde været lige så begejstrede for Café Jacques i Berlin som jeg og Sarah. Min sædemakker, en mand man i Danmark ville beskrive som af anden etnisk herkomst læste også bladet, men jeg ved ikke om han fik det samme ud af det som jeg. Han syntes klædt på til dagen i sit fineste tøj men samtidig nervøs, han undersøgte alt omkring sig uden at finde ro. Jeg tænkte at han måske var bange for at flyve, men set i bakspejlet var han måske mere nervøs for om politiet ville finde ham i Spanien. De ventede i hvert fald på ham, dér hvor man træder ud af flykabinen.


Mit første indtryk af Spanien var at landskabet så noget anderledes ud: bjerge, cool! Men hvor var min baggage på vej hen? Det var ikke liiiiige til at finde ud af, hvilket tvang mig til at bruge mit selvlæste spansk for første gang: he venido de Dinamarca, a donde van las maletas? Jeg fik svar, fandt min baggage og glædede mig til jeg ikke skulle tænke helt så meget over hvad det var, jeg ville sige.
Med kæmpetasken på ryggen gik turen mod centrum af Madrid og hostel'et RC Miguel Angel nær Puerta del Sol. Hostel'et viste sig at være udmærket, pænt og rent som jeg havde håbet på. Efter at have smidt tasken og pakket de vigtigste ting ud (tak for gaven, Theis) kom kameraet i lommen og jeg gik mod Puerta del Sol for at tage nogle billeder. De her billeder er taget ca. kl. 18.30, og det er kan klart mærkes på lyset at jeg er kommet sydpå!


Et sidste indtryk fra den første dag i Madrid handler om maden: den synes god! Jeg tog i el Corte Ingles (en kæde af super-supermarkeder) for at købe ind og fandt en ret overdådig madafdeling: frisk fisk, alt i frugt, grønt, nødder, etc., tørret og fersk kød, alle slags oste, etc. El Corte Ingles er vist lidt dyrt i forhold til standarden hernede, men rimeligt sammenlignet med Danmark, og jeg kom ud med posefulde af gode sager. Ostebilledet her er ikke fra El Corte Ingles, men en lokal delikatessebutik.